Dette er et af de øjeblikke hvor jeg er temmelig meget i tvivl om hvad jeg skal skrive, ikke fordi jeg mangler ord, men af den simple årsag at jeg er i tvivl om hvilke af de ord som roterer i mit hovede jeg skal vælge at nedfælde her. Lige netop dette dilemma opsummerer også ret godt det indtryk man sidder tilbage med efter at have stiftet bekendtskab med Catos august udstilling på Huset i hasserisgade. Man kan finde mange positive gloser og vendinger - og mange der er det modsatte, alt efter smag og behag, men ligeglad kan man på ingen måde være når man forlader stedet. Dette er en udstilling som vil tiltale nogle for sine mange eksperimentale billeder, hvorimod andre vil føle en pludselig trang til at vrænge ansigt eller måske ligefrem løbe skrigende bort. Men igen, ligeglad er man ikke, og er det ikke et kendetegn for megen stor kunst? Det at man bliver tvunget til at forholde sig til den, blot ved at stifte bekendtskab med den? Jeg plejer at sige at den største kunst ved kunst er at få folk til at tro den er kunst, men her er en udstilling som giver anelser om at der måske er en anden side af den sag.
I bedste Cato-stil (hvis der eksisterer en sådan) er det et veritabelt orgie af farver, spejlinger og abstraktioner - til en grad hvor man til tider kan være i tvivl om motivets egentlige karakter. Nogle lykkes i denne anmelders øjne til nærhed af det sublime, hvor andre lades noget i stikken af hvad der virker som (bevidst?) tekniske sjuskerier eller overdrevne justeringer i photoshoppen. De sidstnævnte kommer især til udtryk i nogle af billederne hvor saturationen eller kurver har fået så voldsomme justeringer at farverne virker til at være meget vanskeligt printbare. Da jeg ved at Cato får lavet sine billeder ude i byen kan det være en rimelig antagelse at i det mindste en del af disse problemer kunne være afhjulpet ved at der havde været en som kælede for farvedetaljerne under print af det enkelte billede. Problemet kan tydeligt ses i et par musiker billeder som i deres (meget) blå toner fremstår næsten udbrændt i en stor del af billedfladen - hvis en kraftig blå farve da kan kaldes det. Sjusket er det indtryk som jeg sidder med ved 3 af spejlingerne, som tydeligvis er lavet i hånden. Dette ville ikke være noget problem hvis ikke det var fordi der var tydelige hvide streger mellem de enkelte komponenter i billederne. Dette er muligvis bevidst, men da de hvide områders tykkelse varierer virker det mere som sjusk end noget andet.
På den positive side er der til gengæld rigtig meget at hente, hvor især billedet af 2 mannequin (gennem vindue?) og et graffiti billede med en spændende skygge fremstår som højdepunkter i et ellers stærkt felt. Begge lever på at de efterlader et stærkt grafisk indtryk som man kunne forestille sig ville fungere godt på en væg i stort format. Udstillingen viser også 2 flotte og meget stilfulde stilleben billeder, som giver tanker om det bedste fra Frederik Peens, og større ros kan man vel ikke få indenfor netop denne genre? Hvorfor har vi ikke set mere til denne side af Cato i klubregi? Det kunne være spændende. Hvad der nok er min personlige favorit er et relativt ubehandlet billede af en jazz bassist. Kompositorisk er det helt klart spitzenklasse, og når dette kobles med at det emmer af tåget natklubstemning (på trods af den stramme beskæring) har man en sand vinder.
Tilbage står et indtryk af en særdeles kompetent fotograf som ikke er bange for at prøve grænser af. En som kommer ud i eksperimenternes fjerneste afkroge, eller som det har været udtrykt i en kendt tv serie "to boldly go where no one has gone before". Slipper han godt fra det? Det har jeg stadig svært ved at sige - det er noget som kun kan afklares ved selvsyn. Selv for klubbens medlemmer er der meget at hente, da jeg i hvert fald kun kunne genkende et par af de ophængte billeder. Man er en oplevelse rigere uanset hvad men måtte mene om eksperimentale fotos, så derfor: Se den, inden det er for sent!
Skriv kommentar (1 Kommentar)
